Marie Fugl

Analyse: Medister. Fortæl mig hvad du spiser og …. (Politiken, 28. august, 2007) 

Valgforskningen tager fejl, når den antager, at vælgerne er rationelle og stemmer med omtanke. Vi stemmer efter smag. Af Marie Fugl

Valgtrommerne lyder, og politikerne skærper tonen og spidser pennen i kampen om vælgernes gunst. Men først og fremmest mobiliserer de en hær af spindoktorer, kommunikationsrådgivere og reklamebureauer. Hvorfor koncentrerer de sig ikke om at tiltrække vælgerne ved at formulere den bedste og mest visionære politik?
Måske fordi de ved, at den traditionelle valgforskning tager fejl, når den antager, at vælgerne er rationelle og stemmer med omtanke og efter deres individuelle overbevisning. Nye undersøgelser viser, at det ikke er vores holdning til forskellige politiske spørgsmål eller rationelle kalkuler, men snarere vores politiske smag, der guider os i partivalget. Ligesom forbrugsvalget er vores valg på det politiske felt styret af en praktisk sans eller intuitiv fornemmelse for, hvilket parti der bedst ‘passer til os’.
Vi vælger parti på samme måde, som vi vælger feriemål, medier eller middagsretter. Når akademikeren skyller Politiken ned med en caffelatte, og jord- og betonarbejderen foretrækker en grøn Tuborg frem for urtete til dagens B.T., ved vi godt, at det er, fordi de har forskellig smag. Vi har også forskellig politisk smag.
Nogle - især de veluddannede - har smag for Det Radikale Venstres moderne og kosmopolitiske verdenssyn, andre - lærerne f.eks. - nyder Søvndals spidse kommentarer, mens andre igen - især mændene - falder for Foghs maskuline, handlekraftige statsmandsattitude. Partivalget er symboler på, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og vi vælger det tøj, det feriemål og det parti, der bedst matcher det billede, vi har af os selv.
At vælgerne på denne måde kan stemme ‘irrationelt’, vil mange politologer erklære sig enige i, så længe det drejer sig om de lag i befolkningen, de ikke selv tilhører. Man kan imidlertid påvise, at både de højtuddannede og de kortuddannede - f.eks. både Det Radikale Venstres og Dansk Folkepartis vælgere - stemmer efter smag, selv om de ikke er lige dygtige til efterfølgende at begrunde deres valg. De højtuddannede er langt bedre til at tale om politik på den ‘legitime’ måde. De mestrer det politiske sprogs koder og ræsonnementer og fremstår derfor som mere rationelle, reflekterede og individuelle end de kortuddannede.
Hvor kommer smagen så fra? Vores politiske smag hænger sammen med vores sociale baggrund, og de sociale skel afspejles derfor i feltet af partier. Der er stadig store socialt betingede forskelle på eksempelvis Det Radikale Venstres og Dansk Folkepartis vælgere, men i vort moderne videnssamfund kan de sociale forskelle ikke reduceres til økonomiske forskelle, og partierne kan ikke indfanges på én fordelingspolitisk højre/venstre-skala. Derfor inddrages også kulturel kapital, der dækker over faktorer som uddannelse, vidensniveau, forældres uddannelse, boglig ballast, politisk kompetence osv.
Fordi vores sociale rygsæk er med os og præger vores valg, både når vi navigerer på partimarkedet og på markedet for forbrugsgoder, finder man stærke sammenhænge mellem livsstilsvalg og partivalg. Det er således Dansk Folkeparti-vælgerens smag for det umiddelbare og ukomplicerede, der er resultatet af erfaringerne fra et liv levet i en position fjernt fra eliten, som sætter sig igennem, når hun på det kulinariske marked mener, at gammeldags hverdagsretter passer til hendes type, mens hun fravælger de dyre vine og den engelske bøf, som hun mener hører til hos den konservative vælger, ligesom falaflen og rucolasalaten vist passer bedst til SF’eren.
Det er også denne smag, der på det politiske marked får hende til at foretrække Pia Kjærsgaard. Hun er nede på jorden, taler, så man kan forstå det, og står ved sin baggrund som hjemmehjælper - frem for Enhedslistens og de radikales - set fra dette synspunkt - højtravende, virkelighedsfjerne og bedrevidende caffelatte-attitude.
I den anden ende af spektret er den kulturelle overklasses smag - i egen selvforståelse - præget af overskud, åbenhed, tolerance, dynamik og fremsyn. De foretrækker sushi og tapas frem for rejecocktail og røde pølser, storbyrejser frem for Sunny Beach og Gardasøen. Og de tilslutter sig den radikale leders komplekse ræsonnementer og tjekkede image frem for Kjærsgaards - fra dette synspunkt - nostalgiske og intolerante standpunkter.
Gennem den måde, vi stemmer på, taler om politik, forbruger og lever, bekræfter vi på forskellig vis vores sociale tilhørsforhold. Således fungerer Dansk Folkepartis afsmag for indvandrerne som samlingspunkt for den kulturelle underklasse. Her er man fælles om at tage afstand fra en bestemt befolkningsgruppe og derved styrke sit eget sociale tilhørsforhold.
På samme måde fungerer afsmagen for Dansk Folkeparti som samlingspunkt for den kulturelle over- og middelklasse. Politikere og meningsdannere står i kø for at tage afstand fra dette - underklassens og de ufaglærte arbejderes - parti. Et eksempel på denne tendens finder vi i avisernes satiretegninger, hvor Pia Kjærsgaard karikeres som rotte og heks, indsvøbt i mudder, slim og affald.
Ved at fremstille Pia Kjærsgaard og hendes vælgere som tåbelige, primitive og intolerante markerer man, at man er en af de kloge, sofistikerede og tolerante, eller i det mindste at det er dér, man gerne vil høre til. 

Marie Fugl er cand.scient.pol. Hun er derudover sundhedsordfører for SF i Region Hovedstaden og folketingskandidat i Københavns Storkreds.